Fabrikschef

Stilling slået op 18/11 2019

Stå i spidsen for en vækstfokuseret og topmoderne produktion

For at bevare positionen som en af de førende virksomheder i Europa inden for glasproduktion arbejder Glaseksperten kontinuerligt på at udnytte produktionskapaciteten fuldt ud, således den hurtige leveringsevne kan opretholdes. Leveringstiden og leveringssikkerheden er væsentlige konkurrenceparametre, som sammen med kvaliteten skal medføre, at Glaseksperten forbliver bedre end konkurrenterne. Til at bidrage til denne målsætning søges nu en fabrikschef, som med reference direkte til selskabets adm. direktør bliver en del af virksomhedens topledelse.

Sikring af kvalitet, leveringssikkerhed og dynamisk personaleledelse
Som fabrikschef får du såvel ansvaret for produktionsledelsen for hele GLAS forretningsområdet som for optimering og udvikling inden for produktionen, der kører 24/7 og er 100% ordreproduktion. Derudover er det dit ansvar at sikre rette kvalitet og leveringssikkerhed. Lager, logistik, reklamationsbehandling og opfølgning samt naturligvis personaleledelse hører også under dit ansvarsområde.

Dine primære opgaver er:

  • Ansvarlig for hele produktionen inkl. kvalitet og leveringssikkerhed, teknik og vedligehold, planlægning samt logistik herunder også P/L ansvar for hele driften
  • Skabe performance management og rapportering herpå såvel blandt medarbejdere som til ledelse
  • Synlig ledelse i produktionen gennem mellemlederne med fokus på højt informationsniveau, trivsel, motivation og afstemte KPI’er
  • Implementering og idriftsætning af nye maskiner
  • Deltage i forskellige projektgrupper omkring udvikling, kvalitet, processer, teknik
  • Udarbejde kompetencematrix således produktionsfunktionerne bliver mere fleksible og kan ”overlappe” hinanden

Dit primære succeskriterie er at blive kendt i organisationen for et stærkt overblik præget af struktur og proaktivitet samt for at være positiv, konstruktiv og en god kommunikator. Samtidig arbejder du fokuseret med eksekvering/performance i form af dokumenterbare resultater inden for hele værdikæden. Endelig har du opnået et godt overblik over teamlederne/medarbejderne, deres styrker, kompetencer og udviklingsmuligheder inden for processer, metoder og tekniske løsninger.

Initiativrig, robust og erfaren leder
Du har minimum 10 års erfaring fra ordreproducerende virksomhed, som dækker ledelseserfaring af både funktionærer og timelønnede – og gerne fra ejerledet virksomhed. Du har dokumenterede resultater inden for produktionsoptimering og -udvikling og er sandsynligvis uddannet produktionsingeniør. Som person er du en proaktiv, initiativrig og robust ledertype, der opleves som en synlig og nærværende leder på gulvet. Du forstår vigtigheden af at arbejde med data i produktionen og til udvikling, ligesom du har stor indsigt i og kendskab til anvendelse af produktionsplanlægningsværktøjer, it og Lean. Det er et krav, at du forstår at indgå i og overskue hele Supply Chain samt arbejde strategisk med produktions- og forretningsudvikling.

Dine kolleger oplever dig som en person med udpræget vindermentalitet og et stort engagement med et stærkt ønske om at lykkes hver gang – og endnu bedre næste gang. Du er arbejdsom, løsningsorienteret og villig til at lægge de nødvendige kræfter i at skabe de bedste resultater sammen med det helt rigtige hold. Du ser dig selv som en eksekverende og handlingsorienteret person, der tager ansvar, får løst udfordringerne og træffer beslutningerne på et faktuelt grundlag.

Nøgleposition i højteknologisk virksomhed med konkurrencedygtig produktion
Du motiveres af en nøgleposition i en stærk, højteknologisk virksomhed, som fokuserer på udvikling og på at udnytte det fulde potentiale. Endvidere drives du af at medvirke til at øge væksten yderligere og stå i spidsen for en konkurrencedygtig produktion med et stort ledelsesansvar. Du bliver en del af en af Hjørrings største privatejede virksomheder med dedikerede og udviklingsorienterede ejere, hvor sammenholdet og kulturen er med til at skabe en god og stabil arbejdsplads.

Arbejdssted: Hjørring


Ansøgningsfrist: Snarest muligt

Kontakt Comentor: +45 26 42 00 00

Jakob Møller Hansen
Headhunter / CEO

Claus Norwell Holmsgaard
Konsulent research / Consultant research

Læs mere og søg stillingen her