Skip to the content

Massive investeringer løfter bundlinjen hos Glaseksperten

Flere års massive investeringer hos Glaseksperten løfter nu for alvor bundlinjen hos den danske glasproducent. Virksomheden kommer ud af 2021 med et resultat før skat på 18,6 millioner kroner, og størstedelen af overskuddet skal geninvesteres i yderligere specialisering og automatisering.

Det går godt hos Glaseksperten, der er Danmarks største producent af glas til bygningsformål. Virksomheden har de seneste år investeret massivt i udvidelse, specialisering og automatisering af den 20.000 kvadratmeter store produktion i Hjørring og råder i dag over en af de mest moderne produktionsplatforme i Nordeuropa.

Investeringerne har medført en lavere bundlinje i de seneste år, men i 2021 er den langsigtede strategi for alvor begyndt at bære frugt:

- 2021 blev et godt år for os med en markant vækst i såvel top- som bundlinje, og indtjeningen landede på 18,6 millioner kroner før skat. Vi følger en langsigtet strategi, der har kostet på bundlinjen på den korte bane, men som selvfølgelig skal give resultater i form af øget indtjening på den lange bane. Det er den positive udvikling, der afspejler sig i regnskabet for 2021, og som vi forventer vil fortsætte i år, forklarer CFO Anders Frydkjær fra Glaseksperten.

Glaseksperten har sideløbende med de mange investeringer arbejdet med udvikling af organisationen og har fået flere nye kompetencer ombord. Generel vækst, øget fokus på bæredygtighed og eksport til blandt andet Norge har resulteret i et behov for nye medarbejdere:

- Vi er meget glade for vores 2021 resultat, som er leveret gennem en kombination af et gunstigt marked, en god timing omkring vores investeringer og en stærk fokus på lønsomhed i hele organisationen. Vi har god medvind i øjeblikket, og det skyldes både, at markedet er i vækst, og at vores kompetencer vinder gehør hos kunderne. Samtidig er vi godt hjulpet af langtidseffekterne af coronakrisen, der for alvor har sat skub i ”nearshoring”, hvilket vil sige, at kunderne nu begynder at trække leverandørkæden tilbage til Europa for at gøre sig uafhængig af især Østen. Denne stigende efterspørgsel er vi qua vores investeringer i stand til at løfte, og lige nu er vi i dialog med flere kunder, der ikke tidligere har købt glas i Danmark, siger salgs- og vicedirektør Jess Gregersen.

Jess Gregersen siger supplerende, at den øgede efterspørgsel fra nye kunder øger behovet for at fortsætte et højt investeringsniveau. Derfor er virksomheden allerede nu i gang med at indkøbe nyt produktionsudstyr for et tocifret millionbeløb for at fastholde positionen som førende i Nordeuropa:

- Vi ser således særdeles positivt på fremtiden, og vi har fået et flot afsæt her i 2022. Vi står godt rustet til at servicere kunderne og vil fortsat have fokus på både drift, investeringer og den langsigtede strategi. Det er opskriften på vækst også i de kommende år, slutter Jess Gregersen.

Lad os skabe resultater sammen

Vi er klar til at hjælpe dig med at vælge den rigtige glasløsning til netop dit projekt.