Ny fleksibel returstelløsning er lanceret
Mange transportstel bliver ikke returneret
Nyt koncept fra Glaseksperten skal gøre det lettere at få returstel tilbage i cirkulation
Glaseksperten lancerer et nyt digitalt koncept til håndtering af returstel, som skal gøre det lettere for kunderne at bestille afhentning og give bedre overblik over udestående stel.
Når store glaspartier transporteres til byggeprojekter, sker det på træ- eller stålstel. Hos Glaseksperten oplever vi, at en del af disse stel ikke bliver returneret, selv om de fortsat kan anvendes til nye leverancer. Det nye koncept automatiserer og digitaliserer derfor håndteringen af returstel.
– Det har hidtil været for omstændigt og håndholdt for alle parter at sikre sig, at de udleverede stel også blev bestilt til afhentning, når kunden ikke længere havde behov for stellene. Det har medført, at stel i mange tilfælde er gået tabt – og det er både dyrt for kunden og medfører et stort ressourcespild, siger logistikchef hos Glaseksperten, Line Gulbæk Christensen, og uddyber:
– Af den grund trak vi i arbejdstøjet og udviklede et nyt digitalt koncept, der giver et overblik over udestående returstel og gør det nemt og fleksibelt at bestille afhentning af dem. Netop fleksibiliteten er et helt centralt element ved løsningen – for mens nogle gerne hurtigt vil have afhændet deres stel, har andre behov for dem i længere tid til opmagasinering af glas ved fx forsinkelser på byggeprojekter.
For at imødekomme behovet for fleksibilitet og skabe yderligere incitament til at returnere stellene indfører Glaseksperten samtidig leje af returstel, hvis et stel ikke returneres inden for den givne udlånsperiode.
– Førhen blev en kunde opkrævet fuld værdi af et returstel, hvis det ikke blev returneret i tide, og det var ikke alene omkostningstungt, men også meget lidt fleksibelt, hvilket også betød, at flere valgte at beholde stellene, når de nu alligevel havde betalt for dem. Det skabte ikke et incitament for at gøre en indsats for at returnere stellene, forklarer Line Gulbæk Christensen og tilføjer:
– Med vores nye løsning vil et stel automatisk overgå til leje, når det ikke er returneret til os inden for tidsperioden. Dét gør det både muligt for vores kunder at beholde stellene for et mindre beløb i længere tid, hvis de har brug for det, og ikke mindst skal det skabe motivation for at returnere stellene, så vi får skabt en mere cirkulær model. Når al data samtidig digitaliseres, kan vi som en slags sidegevinst også planlægge og optimere vores logistik, så vi kan laste bedre og mindske unødig transport.
Det nye koncept rulles fuldt ud i løbet af marts, og systemet bliver løbende tilpasset på baggrund af kundernes tilbagemeldinger.
Opdateret september 2026: Artiklen er opdateret med præciseringer af miljørelaterede udsagn.
Lad os skabe resultater sammen
Vi er klar til at hjælpe dig med at vælge den rigtige glasløsning til netop dit projekt.